keyboard_arrow_up

Hårdtræ i møbelproduktionen

Mangotræ 

Mangotræ er et vandafvisende hårdttræ, hvilket gør denne type træ ideel til fremstilling af miljøvenlige indendørsmøbler.  Mangotræ er kendetegnet ved et stort farvespænd, hvilket skyldes, at trækernen skifter farve med træets alder. Farven spænder mellem lyse og mørkebrune nuancer. Variationen giver hvert produkt en helt unik overflade og det rustikke look, som kendetegner Trademark Living-produkter.

Det er dog ikke alene på grund af mangotræets æstetiske kvaliteter, at vi hos Trademark Living har forelsket os i materialet. Selve mangotræet er helt grundlæggende et affaldsprodukt fra produktion af mangoer. Mangotræet vokser hurtigt, men efter 7-15 år stopper træet med at bære frugt. Det ufrugtbare træ fjernes derfor, for at gøre plads til et nyt, frugtbart træ. Før vi begyndte at producere møbler og interiør i mangotræ, blev træerne typisk brændt ned, for at give plads til de nye frugtbare træer. Ved at benytte det hurtigvoksende mangotræ i Trademark Livings produktioner, bliver træerne nu i stedet fældet og plantet i en 7-15-års cyklus. Mangotræ er dermed gået fra at være industriaffald, til at blive en ny indtægtskilde for de hårdtarbejdende farmerne. I sidste ende bliver ’affaldet’ til smukke møbler i form af eksempelvis bordpladerspiseborde eller barskamler

Akacietræ

Akacietræ er et massivt, hurtigvoksende hårdttræ, som er kendetegnet ved sine varme, rødlige nuancer. Træets hårdhed og vandafvisende egenskaber gør, at det er ideelt til produktion af rustikke møbler, som skaber en lun kontrast i det moderne hjem. En behandling med voks eller olie er alt der skal til, for at træets flotte, rustikke åretegninger kommer til deres ret.  

De fleste kan nok genkende de ikoniske billeder fra den afrikanske savanne, hvor en halvdoven hanløve har søgt lidt tiltrængt skygge under akacietræets paraplyformede krone. Savannes dyreliv er dog ikke ene om at sætte stor pris på akacietræet. Træsortens mere end 100 forskellige arter er spredt på tværs af store dele af den sydlige halvkugle, hvor de benyttes i produktion af alt lige fra mad og medicin til møbler og printerblæk.

Hos Trademark Living benytter vi akacietræ fra Indien, hvor træet er særlig populært og bidrager med råmaterialer til både møbel, læder- og tekstilindustrien.

Fun fact: Den kemiske reaktion fra ’Mentos- og cola light-eksperimentet’ skyldes primært indholdet af spiseligt akaciegummi i Mentos.